Dansk Folkeparti -Stop for fortætning
Poul Krebs – nu mod retorik
Af Brian Mørch, Folketingskandidat Dansk Folkeparti
Vi har alle skrålet med på den om, at sådan nogle som os, har jo brug for en kær’ste. Vi har været til Poul Krebs’ koncerter, og stemningen har været tårnhøj, for hvad er der ikke at kunne lide? Gode iørefaldende melodier og poetiske tekster med en smule kant. Vi er også en del, der husker, hvordan det hele startede for protestsangeren Poul Krebs, der satte poesi til sin harme over janteloven.
Nu er Poul Krebs harm igen. Ikke over janteloven. Ikke over, at kvinder – fra børnehavealderen til pensionister med rollatorer må finde sig i, at tilvandrede knægte råber luder efter dem. Heller ikke over, at der er områder i Danmark, etniske danskere ikke kan gå aftentur og måske lufte en lille hund i snor.
Bestemt ikke over, at en gruppe mennesker fra lande, hvor man kan høste to-tre gange om året, koster danske skatteydere et tocifret milliardbeløb om året, Mens der ikke er penge til nok sosu’ere til at skifte bleerne på gamle mænd og koner, der ikke længere selv kan klare almindelige funktioner.
Poul Krebs er harm over retorikken.
B.T. har denne overskrift: Poul Krebs giver opsang til politikerne: “Jeg er træt af den hårde retorik”..
Så harm, at han har skrevet en sang om det. Sangens omkvæd lyder ”Selvfølgelig, størst er alt: Ingen grænser for kærligheden”. Halleluja, og held og lykke med det i Mjølnerparken, Vollsmose eller Gellerup.
Luften er fyldt med enlige svaler
Er Poul Krebs en enlig svale? Nix. Hans kolleger her og der og allevegne synger de samme sange. Og stort set alle refererer til Det Nye Testamentes skamredne farisærer. Men ingen af dem har bemærket, at den bibelske farisær ikke forventede, at nogen andre skulle betale for hans gode gerninger. Men faktisk betalte manden, der ejede herberget for pleje og omsorg for den stakkels mand, der var blevet offer for et voldsomt røverisk overfald. Og farisæeren sagde til herbergsejeren, at han ville komme samme vej tilbage, og her ville han betale hvad der var lagt ud.
Hører man Krebs og Co sige, at vi endelig bare skal lukke alle og enhver ind, for de skal nok sørge for at finansiere de gode gerninger? Nej vel?
Jeg ved ikke, hvad det er, der har ramt kunstnere, Ikke bare danske men stort set alle. Er de ramt af en kollektiv godhedspil? Har nogen puttet noget i drikkevandet dér hvor de bor, så de bliver kulrede? Jeg tror, det handler om noget helt andet.
For nogle år siden, kunne en skuespiller, der blandt andet er kendt for sin sweater tårevædet erklære, at hun var flov over at være dansker. Hvad der gjorde hende så flov, var en ny lov, der gjorde det muligt at konfiskere asylansøgeres smykker, så de på den måde kunne betale for kost og logi.
Det var ikke tale om at flå vielsesringe af folk eller hapse børnesmykker, men hvis nogen ankom med guldarmringe af høj karat fra håndled til armhuler, så have de faktisk et betalingsmiddel. Skuespilleren med egen sweater tilbød ikke at betale for kost og logi for nyankommende med penge på lommen. Hun var flov over, at statskassen ikke åbnede sig automatisk.
Flovmænd og – damer
Jeg tror, det handler om at vise flaget. Som farisæerne lod blæse i basun for sig, når de var på vej til templet for at vise, hvor retskafne de var. Så popper disse flovmænd og – damer op med regelmæssige mellemrum. For de ved jo godt, at hvis de giver sig til at sige, at det da også er for galt, at fremmede mennesker bruger så mange ressourcer og i øvrigt sidder på lur efter en mulig krænkelse, så de kan komme til at smadre hvad de kan komme i nærheden af. Så bliver de frosset ud.
De bliver ikke inviteret i Aftenshowet, når de udgiver en ny cd, har premiere på en film, som skatteyderne for en stor del har finansieret. Skrevet en smal bog eller digtet et digt. De bliver heller ikke inviteret ti at optræde i tiggershows på landsdækkende tv.
Man ser helt det samme i USA, hvor ingen i Hollywood skal have noget klinket med at nævne, at de stemte på Trump eller bare har sympati for republikanerne. En filminstruktør skal efter sigende være fanget på bånd, hvor han fortæller, at ingen konservativ nogensinde kan få arbejde i Hollywood.
Poul Krebs er træt af den hårde retorik. For bare et år siden ville han have nøjedes med at være træt af tonen i debatten. Men tonen har vist ikke schwung nok mere, så der er gået retorik i den. Jeg er for så vidt enig med Poul Krebs. Jeg er også træt af knægte i konfirmationsalderen, der råber efter gamle koner på vej ind i et supermarked. Jeg er træt af evigt klynk fra mennesker, der har tigget om at være her, over at de vil have særlige privilegier. Og jeg er inderligt træt af disse menneskers aggressive adfærd og trusselsmentalitet.
Men den slags anfægter ikke Poul Krebs. Han er harmdirrende over reaktionerne på absurd adfærd. Han er end ikke mand nok til at nævne, hvem han er så forarget over. For som han tidligere har skrevet på Twitter, gider han ikke nævne nogen navne, for ”tåber skal ikke have omtale”.
Det må være strengt at være Poul Krebs. Måske skal han tage at få sig en kæreste.
Bragt i den Korte Avis: https://denkorteavis.dk/2019/indlaeg-fra-laeserne-3-juni-flygtninge-loven/
Vi vil have vores ytringsfrihed tilbage
Det skal nok hjælpe fedt, at højstemte talere på grundlovsmøde landet over opstemt erklærer, at censur ingensinde kan genindføres i Danmark, når man oplever, at den ene salamiskive efter den anden bliver skåret af.
Og hvorfor sker det? Vi har straffeloven og injurielovgivningen til at tage sig af finkerne, der ryger af panden i ophedede stunder. Heldigvis blev blasfemiloven ophævet. Men der er stadig for mange love, der kan vendes og drejes til at hive lovlydige borgere i retten for at få dem til at holde mund med det, som dem med selvbestaltede tonemestre ikke kan lide at høre. De politiske sager må høre op.
Hverken mere eller mindre. Facebook har udviklet sig fra at være noget, man ikke vidste, hvad man skulle stille op med til at være vores virtuelle markedsplads, hvor vi mødes, udveksler nyheder fra privatsfæren, viser de nye billeder af børnene, hunden og de flotte roser og tager en boksekamp på meninger og holdninger. Højrefløjens brushoveder får karantæne, mens den ekstreme venstrefløj synes at have frit lejde.
Vi vil have vores ytringsfrihed tilbage Det sker hvert eneste år på Grundlovsdag. I en højtidelig tone citerer alvorlige politikere og andre talere, at vi heldigvis har ytringsfrihed her i landet, og vi står kun til ansvar overfor domstolene. ”Censur kan ingensinde genindføres i Danmark”, lyder det højstemt.
Nå, kan censur ikke det? Det var ligegodt kattens. Det kommer helt an på, hvem, der siger hvad. Hvis nogle af dem, som det toneangivende Danmark ikke kan lide siger noget, der giver dem røde knopper og nervøse trækninger eller endnu værre – blive krænkede på egne eller andres vegne, så sættes hele den tyrkiske musik i gang for at prøve at få dømt de formastelige til tavshed.
Hvis de, som de toneangivende holder meget af og gerne vil beskytte mod foragt og latterliggørelse ytrer, at de gerne vil se bøsser dingle fra byggekraner, utildækkede kvinder nedgravet i sand, så de kan smadres til mos med sten samt os andre med overskårne halse, er det bare et udtryk for mangfoldighed og noget kulturelt, som de nok ikke mener så alvorligt. Ister og fober Ja, tonen er blevet rå i de offentlige debatter. Især fra venstrefløjen og fra de tilvandrede. Racist, nazist, fascist, islamofob og fremmedangst er begreber, der er brugt så ofte og så massivt, at ingen i dag ved, hvad rigtige racister, nazister, fascister eller andre fober og ister ”mit und ohne gemüse” er for nogle størrelser.
Ikke for det. Dem til højre kan nu også være med. Begreber som rotter, aber, svin, feltmadrasser og amøber bliver med udsøgt fornøjelse hæftet på dem, man finder, er usympatiske.
Kønt er det ikke, men er det rimeligt at give den ene gruppe mundkurv på eller simpelt hen spærre for dem, mens en anden gruppe frit kan skrige deres misbilligelser ud?
På Facebook er det meget almindeligt, at kritikere af islam får karantæne for at ytre sig kritisk. Facebook holder fast i, at den slags overtræder deres fællesskabsregler. Hvad med telefonerne? Her vil nogle så med en højtidelig mine fortælle, at Facebook er en privat platform, som man jo bare kan holde sig fra, hvis man ikke bryder sig om at blive sat uden for døren som et uartigt skolebarn, der igen havde glemt at terpe staveord.
Og ja, det er i og for sig rigtigt nok, men der er bare det aber dabei, at Facebook med over en milliard brugere ikke længere kan kaldes en privat webside men stedet er blevet en seriøs del af det offentlige rum.
YouTube, hvor man kan finde alt fra opera til pop, fra dybsindige interviews af flere timers varighed til hyl, skrig og skrål, er begyndt at fjerne folk med ubekvemme holdninger fra sitet.
Man kan ikke lade være med at spørge sig selv, hvad det næste bliver. Bliver vores telefoner lukket i kortere eller længere tid, hvis vi taler med nogle om noget, dem med selvhævdet monopol på tonerne ikke bryder sig om?
For et stykke tid siden blev jeg ringet op af en overordentlig begejstret ungersvend, der ville lokke mig til at tegne et teleabonnement i det firma, han repræsenterede. Prisen var den samme, som jeg giver hos min nuværende udbyder, og de øvrige vilkår var også nogenlunde de samme, så der var ikke rigtig nogen fidus for mig i at flytte selskab.
Men så satte han trumf på. Hans firma stod i spidsen for en kampagne, der skulle få folk til at tale pænt til hinanden. Jeg spurgte, hvad i alverden det rager en telefonudbyder, hvordan folk taler. Jeg fik det svar, at det er pænt at tale pænt. Jeg spurgte, om de lyttede med på samtalerne ligesom gamle dages telefonistinder, og han blev virkelig befippet over, at spørgsmålet kunne stilles. Min konklusion var, at det ikke skulle undre mig, hvis de gjorde, og at de satte telefonen i udu, hvis der blev bandet for meget eller harceleret over visse menneskers tilstedeværelse. Det endte med, at det var ham, der ikke ville snakke mere. Holdninger skal frem i lyset
Hvorom alting er, så synes jeg, det er en uskik, når ytringsfriheden begrænses i nogle menneskers opfattelse af den gode smags tjeneste.
Man skal forbyde uønskede handlinger. Det har man gjort, siden Moses kom ned fra bjerget med et par stentavler, og man har med garanti gjort det i forgangne kulturer også, over Romerretten, Magna Carta til Jyske Lov, og straffeloven. Det er en uskik at forbyde holdninger. Lad dem komme ud i lyset – også de mest groteske og se dem skrumpe ind til indtørret rosiner, når de får ilt og dagslys.
Endnu kan vi nå at vende en supertanker i fart. Endnu har vi ikke fået britiske tilstande, hvor debattører udefra er forment adgang til landet, fordi de var undermistanke om at sige noget, der ikke er så kønt om islam. Og endnu har vi ikke oplevet, at en journalist – som Tommy Robinson - er blevet anholdt på åben gade, mens han passer sit arbejde og i løbet af få timer er idømt en ret hård fængselsstraf. En højere retsinstans fik dog underkendt dommen og løsladt Robinson. Men systemet vil have sit skålpund kød.
Vi har haft lignende sager herhjemme om end ikke helt så skrappe. Vi kan stadig nå at besinde os, og det vil jeg opfordre til, at vi gør.
Brian Mørch – Byrådsmedlem og debattør Dansk Folkeparti